Othello med hiphop-puls
Det er imponerende, hvor godt det er lykkedes koreografen Louise Midjord fra Den Kgl. Ballet at omforme Shakespeares »Othello« til et stramt 45 minutter langt moderne dansedrama møntet på et ungt publikum.
Anmeldelse af “Othello” på Det Kongelige Teater
oktober 25, 2008
Othello (Skuespilhuset, Portscenen)
Offentliggjort 25.10.08 kl. 13:18
Fortættet og dunkende danseforestilling for de unge.
Det Kgl. Teater, Skuespilhuset:
OTHELLO
Koreografi og iscenesættelse: Louise Midjord
Musik: Zaki Youssef og Gabriel Flies
Scenografi: Nicolaj Spangaa.
Sidste dag onsdag den 29. oktober, derefter turné.
Så hurtigt har ”Othello” vist aldrig været spillet før. 47 minutter, så er både Desdemona, Othello, Emilia og Jago døde. På bedste balletvis. Nå ja, der er selvfølgelig lige José Limons klassiker ”The Moors Pavane” fra 1949; flittigt danset på Kgs. Nytorv, den tager kun 20 minutter, men nøjes til gengæld så også med de fire hovedpersoner.
Her, i den unge, kongelige balletdanser Louise Midjords version, er hele Shakespeares persongalleri med i en fortættet danseforestilling, beregnet for et ungt publikum, men seværdig for alle aldersklasser.
I små, intense scenebilleder fortælles dramaet præcist og minutiøst, med ekspressive bevægelser til dunkende og medrivende rytmer, snart af arabisk tilsnit, snart med forstemt klaver, lyse blide strygerklange og spinkle klokkespil, snart med skudsalver og ubønhørlige march-trommer. Det er en musik, der lokker bevægelse frem, på scenen og i salen, den er svær at sidde stille til.
Raffineret blanding
Det gør Louise Midjords unge, dygtige dansere da så sandelig heller ikke. I en raffineret blanding af klassisk ballet og breakdance møder vi Marvin Spahi, hentet ind til lejligheden fra den københavnske hiphop-verden, som en udtryksfuld, maskulin og brutalt dansende Othello over for Amalie Adrians smukke og æteriske Desdemona. Hans frådende raseri, da han til sidst tror sig svigtet og bedraget af hende, brager imponerende stærkt ud over rampen.
Stærkest af dem alle står dog Alban Lendorfs dystre Jago, emmende af had, mindreværd og forræderi – hele tiden udenfor, som betragteren og intriganten, ondskaben selv. Alban Lendorf, stadig balletaspirant, virker ualmindelig velvalgt til rollen. At skabe så karakterfuldt et skurkeportræt som bare 19-årig lover godt for fremtiden i Den Kgl. Ballet.
Omkring dem får vi øvrighedspersoner i jakkesæt fra Venezia og kampklædte soldater under Cyperns svedende sol, elegant skitseret i scenografiens fletværksmur, der gemmer både dødsseng og rustikt forfald. En enkel og vellykket ramme om Louise Midjords flydende og ubesværede trinsprog, der koreografisk opfindsomt lokker historiens mange komplekse følelser frem. Det er sejt og følsomt på samme tid, når sparkende ben og vuggende overkroppe i svedige undertrøjer veksler med blide favntag i Jagos forræderisk forførende hævn- og magtspil.
”Othello” er den mest stemningsmættede og koncentrerede ungdoms-danseforestilling, jeg længe har set. En perfekt introduktion til moderne dans for et ballet-uvant publikum
(bragt i Jyllandsposten)
Som et scoop har hun inviteret hiphop-danseren Marvin Spahi med som gæst i titelrollen, og meget vellykket blander hun et moderne og klassisk trinsprog i bl.a. fine duetter mellem den jaloux Othello og den uskyldsrene Desdemona, alias en yndig og elegant Amalie Adrian. Stærkt tegner den dynamiske Alban Lendorf den sleske karakter hos rænkesmeden Jago, mens Eliza Mulholland er en fin, blid Emilia. Yderst velfungerende er hiphop-musikerne Zaki Youssef og Gabriel Flies dramatiske lydside med mellemøstlig klang, rytme og sang krydret med skæve toner i takt med Othellos forvrængede virkelighedsbillede. Og Nicolaj Spangaaas enkle scenografi er en effektfuld ramme om både kærlighedsdrama og actionscener med soldaterne på det cypriotiske citadel.
(bragt i Berlingske Tidende)
Hormondunkende Othello
Eksistensen er også på spil i Louise Midjords nye Othello. Her er det soldaterlivets hormonpumpen, der puster liv i Othellos jalousi. Og her er det også krigsbelejringen, der gør Desdemona så let at manipulere med. Shake-speare-tolkningen er interessant, ikke mindst fordi Louise Midjord har ladet sin koreografi inspirere af hiphop-danseren Marvin Spahis, der danser Othello. Han har streetdanserens bevægelsesblødhed, men også skuespillerens indlevelses-evne. Se Marvin Spahi danse ved siden af Den Kgl. Ballets glimrende mandsdansere, ikke mindst Alban Lendorfs maskuline Jago – og læg så mærke til, hvor naturligt han fraserer rap-rytmerne i Zaki Youssef og Gabriel Flies dynamiske musik, så dansen aldrig reduceres til en tælling på 1-2-3-4. Flot. Desuden er den unge, langlemmede Amalie Adrian den yndigste, lyse Desdemona med desperate benbøj. Alt sammen i Nicolaj Spangaas minimalistiske krigsscenografi af en kampvæg. Sæt Othello på repertoiret igen snarest, tak!
(bragt i Information)
